Kapitel 3

SPØGELSESHISTORIER

Nynnende kom præsten ind i køkkenet, gav sin frue et kys og hilste godmorgen til Tim og Egon, der hilste igen.

“Nå, du var sandelig hurtigt ude af fjerene her til morgen, Tim,” grinede præsten og satte sig.

“Ja, og han har sandelig ikke spildt tiden, for han og Egon har hjulpet hinanden med bladene på kirkegården,” sagde Else og satte sig ved siden af sin mand.

“Nå da, det må jeg sige,” smilede præsten… “Hør, Egon… nu vi er ved det… har du bemærket en ældre dame, besøge familien Løwen-Holt derude?”

“Løwen-Holt, familiegravstedet?” spurgte Egon.

“Næh, det mindes jeg ikke… Er de der ikke alle sammen?”

“Jo, det skulle man tro, men Tim her har talt med en dame, der sagde, at hun var i familie med dem,” svarede præsten.

“Det lyder spændende,” svarede Egon undrende. “Var det ikke en idé at invitere hende ind til en kop kaffe, hvis hun kommer igen?”

“Jo, det var da en god idé,” sagde Else. “Synes du ikke, Mads?”

“Joh… hør… sig lige til, hvis du ser hende igen, Tim,” sagde præsten, og det lovede Tim at gøre.

Efter morgenmaden sagde Else, at hun syntes, at Tim skulle gå lidt ned i byen og hilse på de andre unge, så hun kunne komme i gang med rengøringen efter morgenmaden, og så Mads kunne komme videre i teksten til om søndagen.

“Jeg kan da sagtens blive og hjælpe til her, hvis du synes,” skyndte Tim sig at sige. Han var ikke helt vild med idéen om allerede at skulle møde de andre børn fra egnen.

“Næh, gå du blot en tur ned i byen og se dig lidt omkring… du kan tage 12 æg med tilbage fra købmanden for mig, det er lige nede på den anden side af vejen.” svarede Else venligt men bestemt og gav ham en pung med penge i.

“Okay,” sagde Tim og hentede jakken på sit værelse.

Han kiggede ned på kirkegården og så, at den gamle dame atter stod ved familiegravstedet.

Tim bankede forsigtigt på ruden, og den gamle dame smilede og vinkede op til ham.

Tim skyndte sig ned i køkkenet og råbte: “Hun er derude nu, damen fra i går… hun er derude…”

Tim og Else skyndte sig ud og åbnede døren mod kirkegården, men den eneste, der var at se, var Egon, der gik og samlede sti-sten fra gravpladserne.

“Meget kan man sige om Egon,” grinede Else, “men en gammel dame kan man ikke beskylde ham for at være.”

“Jamen, hun vinkede jo til mig,” svarede Tim lidt flovt.

På vej ned til købmanden så Tim atter den gamle dame for sit indre.

Hun havde jo stået dér, lige nede ved graven. Hun havde vinket til ham… han havde jo lige set hende… hvordan kunne hun…

Spørgsmålene væltede rundt i hovedet på ham, til købmandens dørklokke vækkede ham.

“Hej, du må være den nye dreng på præstegården?” smilede købmanden venligt.

Han var i færd med at pakke noget ind i brunt papir på disken.

“Ja, Tim,” svarede Tim og gav hånd til købmanden, som kom hen til ham på den anden side af disken.

En stor, sort labrador kom med logrende hale vraltende over til Tim og sniffede til hans hånd.

Tim nussede den venlige hund bag dens højre øre, hvortil den prustede veltilpas.

“Velkommen til, sønnike… Ja, det er Putte, hun gør i bogstaveligste forstand ikke en kat fortræd,” sagde købmanden og smilede ned til hunden.

“Vent lidt… Søs og Lasse, kom skal I se… Den nye dreng er her,” råbte han ud i baglokalet.

En dreng på Tims alder og en lidt yngre pige kom ud i butikken og hilste på ham.

Drengen var iført mørkeblå cowboybukser og en hvid skjorte og havde lyst, strittende hår.

Pigen var et hoved lavere end sin bror og havde en hvid kjole med blomstermotiver på og sit mørke hår bundet op med lyserøde sløjfer i rottehaler.

“Hvor´ du fra?” spurgte drengen.

”Tjoh, jeg har boet her på Fyn i et par år, men min mor og far bor i København.” svarede Tim.

“Inde ved Tivoli?” ville pigen, der hed Søs, vide.

“Næh, der bor vist ikke så mange, men fra noget, der hedder Vanløse,” svarede Tim.

“Nåh, men det kender I da godt,” brød købmanden ind “Det er jo dér, tante Ane bor…”

Nå, hvad kan jeg hjælpe herren med?” smilede han til Tim.

“Øh, bare 12 æg,” svarede Tim.

“S´gerne,” svarede købmanden og tog en bakke med 12 æg fra køledisken bag sig.

“Fra egen avl,” fortsatte han stolt.

I det samme kom købmandsfruen ud i butikken til dem.

“Søs, Lasse… Jeg er færdig med at sy Elses kjole… gider I lige stikke op med den til hende?” spurgte hun.

“Jamen, det kunne da ikke passe bedre,” grinede købmanden, “for dette her,” fortsatte han og pegede på Tim, “er nemlig Tim, den ny dreng deroppe.”

“Nå, der er han,” smilede fruen til Tim. “Jamen, så kan I da følges derop.”

“Må vi godt blive og lege?” spurgte Lasse.

“Ja, hvis Else siger, det er okay,” svarede købmandsfruen.

På vejen op til præstegården stillede Søs og Lasse Tim en hel masse spørgsmål om København.

De havde kun været i hovedstaden to gange i deres liv og havde den ene gang

været i Tivoli og den anden i Zoologisk Have sammen med deres tante Ane.

De ville vide, om han kendte deres tante Ane, hvilket Tim ikke gjorde, og om han kom i Tivoli og Zoo ofte og hundrede andre ting.

Tim svarede høfligt efter bedste evne, og da de nåede frem til præstegården, gik Søs og Lasse med ind i køkkenet med kjolen til Else.

“Nå, det var godt, tak skal I have,” smilede Else og tog imod kjolen fra søskendeparret samt æg og byttepenge fra Tim.

“Og jeg kan se, at I allerede er blevet venner. I kan jo gå op på dit værelse,” sagde hun henvendt til Tim, “så kommer jeg op med nogle småkager og noget saft til jer.”

“Mange tak, Else,” svarede Tim, og de løb alle tre op på Tims værelse.

“Har du slet ikke noget legetøj?” spurgte Søs undrende og så sig om.

“Jo jo, men det kommer først i en kasse om et par dage,” svarede Tim.

“Har du så set nogle spøgelser?” gøs Lasse og skævede ud ad vinduet mod kirkegården nedenfor.

“Næh, det tror jeg ikke,” svarede Tim.

“Tror du på spøgelser?” spurgte Søs… “Det gør jeg.”

“Jeg ved ikke,” begyndte Tim, men i det samme kom Else ind med en bakke med saft og kager til børnene.

Da Else havde sagt, at hun håbede, at de ville hygge sig, og var gået igen, fortsatte Lasse…

“Man siger, at der er flere spøgelser her på egnen,” fortalte han.

“Ja, også på kirkegården,” nikkede Søs.

“Nøødh ja… selvfølgelig også på kirkegården, dumme… det er jo her, de bor,” drillede Lasse sin søster.

Søs ignorerede sin bror og fortsatte med et alvorligt blik: “Der skulle være ét oppe i den nedlagte stationsbygning, og der er flere, der siger, at de har set den grønne dame oppe på Løwen-Holt-godset.”

Tim kom til at grine: “Ha, ha, ha, den grønne dame… har hun måske spist for mange agurker?”

Lasse kom til at grine, så han var ved at kløjes i småkagerne, og Søs grinede så

meget, at hun kom til at spytte en lille smule saft ud på gulvet.

Da latteren havde lagt sig lidt, fortsatte Tim grinende: “Hende ville jeg dæleme gerne se, hende agurken.”

“Vi kan jo cykle derud… hvis du altså tør,” foreslog Lasse.

“Ikke MIG,” sagde Søs… JEG skal IKKE nyde noget.”

“Pattebarn!” sagde Lasse.

“Der sker jo ikke noget, når vi er tre sammen,” skyndte Tim sig at sige, “kom nu…”

“Ah… all right,” gav Søs efter. “Men I vover at gå fra mig.”

Det lovede de begge ikke at gøre.